Galata-tårnets historie og legende

Genoveserne i Galata

Tårnet tilhører en koloni. Efter at byzantinerne generobrede Konstantinopel i 1261, tildelte den byzantinske kejser Galata-kvarteret til genoveserne i 1267. En aftale fra 1303 fastsatte koloniens grænser og forbød befæstninger, men genoveserne udvidede alligevel deres mure. Kvarteret kaldes ofte Pera i gamle dokumenter, efter en græsk vending der betyder figemarken på den anden side. Det lå på den anden side af Det Gyldne Horn fra den byzantinske by, og genoveserne beholdt det indtil den osmanniske erobring i 1453.

Tårnet fra 1348

Genoveserne rejste tårnet i 1348 i romansk stil og kaldte det Christea Turris, som betyder Kristi Tårn. Det stod på det højeste punkt af koloniens mure og tjente som vagttårn. Da det stod færdigt, var det byens højeste bygning. Et tidligere tårn fra den byzantinske æra, ødelagt i 1204, var en separat struktur. Det tårn, du ser i dag, er den middelalderlige stentromle med en arkitektonisk højde på 62,59 meter uden udsmykningen på toppen, en ydre diameter på 16,45 meter ved bunden og mure på 3,75 meters tykkelse.

Fængsel og brandtårn

Efter den osmanniske erobring i 1453 blev tårnet omdannet til et fængsel. Fra 1717 tjente det som brandtårn. En brand i 1794 beskadigede trappen alvorligt. Størstedelen af de genovesiske mure blev revet ned i det 19. århundrede, efterhånden som byen voksede mod nord, og kun en lille del af dem er bevaret nær tårnet, så tårnet er det mest betydningsfulde bevarede levn fra den genovesiske befæstede enklave. Denne bevarelse skyldes i nogen grad dets anvendelighed: et tårn, der stadig havde en funktion, var et tårn, der blev vedligeholdt, repareret og ikke revet ned sammen med murene omkring det.

Genopbygningen af keglen

Tårnet er blevet repareret mange gange. Mellem 1965 og 1967 blev det kegleformede tag genopbygget, og det indvendige træværk blev erstattet med beton, før tårnet åbnede for offentligheden. Det blev restaureret og genåbnet som museum i 2020. Så stentromlen er middelalderlig, mens taget og konstruktionen indeni stammer fra 1960'erne og frem. Når du står under keglen, ser du på en rekonstruktion af et tag, som tidligere generationer af Istanbuls indbyggere kendte i andre former, og den silhuet, du genkender fra byens skyline, er en moderne beslutning.

At holde det stående

Tårnets egen hjemmeside beskriver det seneste sikkerhedsarbejde. Der var faldet sten fra facaderne og rækværkerne, og spændingselementer var brudt, så der blev bygget en beskyttende tunnel på tre meter rundt om bunden for at sikre besøgende og omgivelserne. Reparationer af kegletaget blev udført, og tagets jordskælvsforstærkning beskrives som afsluttet. Wikipedia tilføjer, at arbejdet fra 2023 omfattede strukturel forstærkning med henblik på jordskælvsrobusthed. For en besøgende er resultatet praktisk: dele af tårnet kan være lukket eller indrettet anderledes afhængigt af det igangværende arbejde.

Tårnet i dag

I dag er Galata-tårnet et museum og udsigtstårn. Det står på Tyrkiets UNESCO-tentativliste som en del af The Genoese Maritime Network: Trading Posts and Fortifications from the Mediterranean to the Black Sea. Det er ikke en del af Historic Areas of Istanbul, den verdensarvsejendom, der blev indskrevet i 1985, og hvis fire zoner ligger på den anden side af vandet i Fatih-distriktet. Udsigtsplatformen ligger i 51,65 meters højde, og tårnet har elevatorer. Generaldirektoratet for Stiftelser er angivet som ejer. Hvilket niveau du kan stå på, afhænger af de igangværende arbejder, så tjek booking-siden for den aktuelle indretning.

Legenden om Hezârfen Ahmed Çelebi

Den mest berømte historie knyttet til tårnet er historien om Hezârfen Ahmed Çelebi, en osmannisk videnskabsmand og opfinder, der levede fra 1609 til 1640. Den 17. århundredes rejsende Evliya Çelebi skriver, at Ahmed øvede sig i at flyve med ørnevinger og derefter fløj fra toppen af Galata-tårnet og landede på Doğancılar-pladsen i Üsküdar, hjulpet af en sydvestlig vind. Sultan Murad IV siges at have overværet det, belønnet ham med en sæk guld og derefter sendt ham i eksil til Algeriet, hvor han døde. Evliya Çelebi er den eneste kilde, og Wikipedia kalder historien for tvivlsomt pålidelig. Betragt den som en legende.

Legende og historisk optegnelse side om side

Det hjælper at holde det, man ved, adskilt fra det, man fortæller. Listen nedenfor skiller de to ad ved hjælp af de kilder, der er nævnt nederst på denne side, og samme opdeling er en nyttig vane, når en guide eller et skilt gentager historien. Datoen for flyvningen er i sig selv usikker: én Wikipedia-artikel placerer begivenhederne omkring 1630 til 1632, og en anden angiver 1638, hvilket er en god grund til kun at sige, at historien hører til det 17. århundrede.

• Dokumenteret: tårnet blev bygget i 1348 som Christea Turris
• Dokumenteret: det var et fængsel efter 1453 og et brandtårn fra 1717
• Fortalt: en flyvning fra tårnet til Üsküdar, kendt fra én forfatter
• Fortalt: en belønning og derefter eksil til Algeriet, fra samme beretning

At læse tårnet med fakta i hånden

At kende lagene gør besøget lettere at læse. Den tykmurede stensylinder er genovesisk arbejde fra 1348, bygget som vagttårn. Keglen ovenover er en rekonstruktion fra det 20. århundrede. Museumsetagerne og udsigtsniveauet er moderne anvendelser af en middelalderlig skal. Bakkens højde giver stadig besøgende den lange udsigt over den gamle by på den anden side af vandet. Hvis en guide eller et skilt angiver en dato for flyvningen, skal du betragte det som en del af legenden snarere end som en kendsgerning om bygningen.

At opleve det genovesiske Galata til fods

Tårnet er det bedst bevarede stykke af kolonien, men kvarteret omkring det bærer andre lag. Karaköy har været en havn siden byzantinsk tid, og Voyvoda-gaden blev et bank- og forsikringskvarter. Camondo-trappen blev bygget af bankieren Abraham Camondo, og et kort stykke af de genovesiske mure er bevaret nær tårnet. Når man går fra Karaköy op til tårnet i stedet for at tage funicularen, oplever man disse lag i den rækkefølge, de blev lagt ned.

Læs næste: Galata Tower og Istanbuls gamle by

Hvem denne historie ikke er for

Hvis du er kommet for en enkelt dato og en fin historie, kan tårnet skuffe: Det har været vagttårn, fængsel, brandudkig og museum, og dets indre blev genopbygget i 1960'erne. Du skal heller ikke forvente at stå på det sted, hvor Hezârfen siges at være sprunget ud, og se bevis på hans flyvning. Besøget fungerer bedst for dem, der kan lide at læse et sted i lag, med udsigten over Det Gyldne Horn som belønningen, og som er tilfredse med, at den bedste historie om tårnet er en legende.